På tværs af professioner og arbejdspladser i velfærdssektoren, hvor indlevelse i andre menneskers følelsesliv fylder meget, italesættes omsorgstræthed i stigende grad som en udfordring. Begrebet dækker over en fysisk, mental og følelsesmæssig udmattelse, som typisk opbygges gradvist over tid.
Hvad er omsorgstræthed?
I Danmark er omsorgstræthed et relativt nyt og ubeskrevet fænomen, selvom det har været omtalt i forskningslitteraturen siden 1980’erne under en række forskellige betegnelser. I 1990’erne brugte Charles Figley, amerikansk professor i psykologi, eksempelvis begrebet ”secondary traumatic stress” til at beskrive de negative emotionelle, kognitive og adfærdsmæssige konsekvenser han selv erfarede i sit arbejde med traumatiserede klienter. Begrebet om omsorgstræthed peger imidlertid på en bredere forståelse af det samme fænomen, der rummer både udbrændthed og sekundær traumatisering (dvs. indirekte forsaget posttraumatisk stress) og som relaterer sig til en bred gruppe af fagpersoner.
I omsorgsrelationer må omsorgspersonen tilsidesætte sine egne følelser og behov, for at kunne anskue borgerens livssituation fra vedkommendes eget perspektiv. På sigt kan denne bevægelse medføre ubalance i forholdet mellem ”det man giver” og ”det man får”, særligt for de medarbejdere, som oplever stort engagement i deres arbejde og påtager sig en ”hjælper-identitet”. Overinvolvering i omsorgsrelationer opleves typisk ikke som et problem før udbrændtheden sætter ind, idet man er drevet og motiveret af sit arbejde, men kan på sigt føre til et behov for distancering, stress og depression i værste fald. Omsorgstræthed påvirker således ikke bare den enkelte medarbejder, men har også betydning for kvaliteten af den hjælp borgeren modtager. Tegn på omsorgstræthed kan bl.a. være reduceret arbejdsglæde, kynisme, irritation, skænderier med kolleger, træthed, angst og depression.
Forebyggelse af omsorgstræthed
Forebyggelse af omsorgstræthed kan foregå på forskellige niveauer. På det individuelle niveau fremhæves vigtigheden af selv-omsorg i forskningslitteraturen. Her handler det om at udvikle nogle redskaber til bl.a. at identificere tegn på omsorgstræthed. På det kollektive/organisatoriske niveau kan det virke forebyggende at etablere en kultur og et arbejdsmiljø, hvor der gives plads til sparring og supervision, og hvor selv-omsorg italesættes som en forudsætning for at kunne yde en professionel indsats.
Sådan gør i – Fiskerbænken
- Find et roligt sted enten indenfor eller udenfor, hvor I kan sidde på en bænk eller på en række stole, der står ved siden af hinanden. Vælg et sted med udsigt, hvis det er muligt, så øjnene kan vandre lidt. Sørg for at I ser i samme retning. Øjenkontakt er fint, når man er i dialog, men kan virke forstyrrende, når man ønsker at se indad.
- Begynd med et par dybe vejrtrækninger. Rolige kroppe smitter helt ligesom urolige og anspændte kroppe gør. Når roen er faldet på jer, begynder den første på bænken at fortælle om en oplevelse, han eller hun har haft, som har gjort indtryk. Nogle fortællinger er helt korte, andre længere. Gruppens opgave er at lytte åbent og uden at tage stilling til det sagte. Som når man lytter til et stykke musik.
- Når fortællingen er slut, skal fortælleren takke gruppen for at de lyttede, og gruppen skal takke personen for at dele sine oplevelser med gruppen. Når den første person på bænken har talt, går ordet videre til den næste. Hvis han eller hun ikke har noget på hjerte, siger vedkommende bare ”pas” og giver ordet videre. Man har ikke ‘talepligt’ på en fiskerbænk – kun tavshedspligt. Hvad der bliver sagt på bænken, bliver på bænken.Aftal inden start hvor lang tid ugens eller månedens fiskerbænk skal vare.
- Aftal også hvem der er dagens ‘skipper’ der holder øje med tiden og siger til, når den er ved at være gået og gruppen skal til at slutte af.
Derudover findes en række frit tilgængelige, evidensbaserede værktøjer, der kan hjælpe med at vurdere omsorgstræthed. Det mest anvendte er ”the Professional Quality of Life” (ProQOL).
